Det må være et noget trist violinliv, - aldrig at kunne få lov at blande sig i musikken - blot være til skue.

Hvordan disse tavse instrumenter så må lyde, kan man kun gisne om, når man kender lidt til deres ophavsmænd.

Det hænder, at et kostbart klenodie fra en fin samling af instrumenter, bliver taget frem og overladt til en violinspiller, for at instrumentet kan  oplade sin røst.

Uden tvivl findes indspilninger med sådanne fine instrumenter, men om de så lyder smukkere end "veltilspillede" og trimmede instrumenter kan være et åbent spørgsmål.

Hvorfor skal disse kostbarheder så gemmes væk?
Ja, der findes samlere, som blot ønsker at eje disse fine håndværksarbejder og kun vurderer instrumenterne ud fra det samt ud fra, hvem der har bygget dem.

Der findes museer, hvis fornemste opgave er at sikre eftertiden mulighed for at se, hvad det var, man lavede i Cremonas storhedstid som violinbyggernes hovedsæde.

Et sådant museum ligger i Oxford, en af Englands berømte universitetsbyer.

Her ligger museet "The Ashmolean Museum".

Kommer du en dag forbi, skal du vove dig indenfor og finde rum nummer 24 - "Hill music room" - opkaldt efter det kendte engelske violinfirma Hill & Sons.

I dette rum vil du se sandsynligvis en af de  mest berømte violiner i vor verden:

"Le Messie"

Instrumentet er bygget af Antiono Stradivari i 1716.
På det tidspunkt var Stradivari over 70 år gammel, og han ville bevare dette ædle instrument som nyt. Det skulle ikke sælges - det skulle ikke bruges til at spille på - der var efter hans mening nok af instrumenter, så det var naturligt nok for ham at gemme det allerbedste, han havde lavet.

Den gamle violin ligger nu godt beskyttet bag glas og sikret på alle mulige måder. Og der er tilmed en fundats, som noterer, at alle de gamle instrumnter i dette rum aldrig må forlade stedet - aldrig må de forlade engelsk område.

Her er den fornemme violin sikret imod spekulanters køb og salg med kulturelle værdier.

Violinen er i det såkaldte store format, kraftigt bygget. Dækkets træ er usædvanligt regelmæssigt, fine åreringe.

De to små billeder giver kun et vagt indtryk af violinen, men man kan dog fornemme instrumentets smukke form.

Bunden er todelt. Lakken er mørkebrun og meget smukt påført. Ved Antonio Stradivari's død fandt man instrumentet gemt godt af vejen i hans efterladenskaber. Det var tydeligt for enhver, at den store violinbygger ikke havde tænkt sig at skille sig af med instrumentet.

Instrumentet blev som de øvrige ejendele arvet af de to sønner Franscesco og Omobone, som overlevede deres far henholdsvis seks og fem år.

Derpå blev den gamle mester ejendele - og altså også "Le Messie" (sådan var instrumentet jo ikke navngivet på det tidspunkt) - overdraget til den yngste søn, Paolo Stradivari.

En lille seddel i bunden af en violin fortæller, hvem der byggede den - og hvornår. Sproget på etiketten er latin.

Her skal historien ikke fortælles helt og aldeles, men blot noteres veje og årstal. Vil du vide mere i detaljer, kan jeg anbefale en lille fin bog om denne violin - se på litteraturlisten.

Fra byggeåret 1716 og indtil Stradivari's død i 1737 befandt violinen sig hos ham. Arvingerne var tre sønner, hvoraf den yngste Paolo Stradivari overlede de to ældre brødre, havde da instrumentet i deres varetægt. I 1775 solgte Paolo Stradivari violinen   til en kunstsamler, grev Cozio di Salabue. I 1827 blev instrumentet afhændet til Luigi Tarisio.

En af de afgørende personligheder i Messiasviolinens vej er samleren og handelsmanden Luigi Tarisio, som så dagens lys i Milano engang i 1790-erne.

Denne herre fik stor betydning for handel med stort set alle de italienske violinbyggeres instrumenter.

Tarisio var tømrer og hyggede sig med at spille violin, når tid bød sig. Men på et tidspunkt opstod tanken hos ham om at finde alle de gamle italienske bygmestres strygeinstrumenter.

Det skal lige nævnes, at der rundt i Europa var stærkt stigende interesse for disse 16-1700-tals instrumenter, så Tarisio dukkede op på det rette tidspunkt.

Han anede, at mange instrumenter lå ubenyttede hen rundt om - og det viste sig faktisk, at han havde ret. Det blev til mange ture rundt i Italien, hvor han levede af forefaldende opgaver - og han fandt masser af værdifulde  instrumenter.

Ganske enkelt blev han Italiens største kender af ædle instrumenter - og den største samler. Med blot et blik på et instrument kunne han afgøre, hvem der var dets ophavsmand.

Samlingen voksede, men han måtte altså også sælge instrumenter.

Det blev Frankrig, hvor violinbyggekunsten netop havde fået godt fat. Man byggede på italienske traditioner, og her var violinbyggere og samlere, som gerne ville have fat i Tarisios instrumentsamling - eller bare dele af den.

I Paris var adskillige gode violinbyggere og en af de fremmeste var Aldric.

Der var dog enkelte instrumenter, som Tarisio ejede, han ikke ville skille sig af med - og blandt dem var den fine violin, som Stradivari havde bygget i 1716 - det instrument, den gamle mester selv ville beholde.

Imidlertid røbede Tarisio, at han i sin samling derhjemme i Italien havde et vidunderligt instrument, der var så fornemt, at man måtte tilbede det liggende på sine knæ. Og Tarisio fortalte videre, at der aldrig havde været spillet på violinen. Den var som ganske ny og den var bygget af Stradivari i 1716.

Det blev dog ikke til nogen handel de første mange år, men en dag spurgte en fransk violinist, Delphin Jean Alard, om Tarisio virkelig mente, at man skulle vente på denne violin, som jøderne venter på Messias.

Og da fik violinen så sit navn "Le Messie" - på dansk Messias.

Tarisio fik aldrig bragt "Le Messie" til Paris inden sin død i 1854.

Først i 1855 - et lille halvt år efter Tarisios død - kom det violinbygger Jean Baptiste Vuillaume i Paris for øre, at Tarisio var død. Vuillaume drog til Italien og fandt Tarisios samling delvis og ikke mindst fandt han det fine instrument.

Violinbyggeren fra Paris købte hele Tarisio's samling af instrumenter og naturligvis også "Le Messie". Han betalte 80.000 Francs for hele samlingen, som allerede dengang blev anslået til en værdi på intet mindre end 2 millioner Francs.

"Le Messie" førte stadig en tavs tilværelse - nu i Paris hos Vuillaume. Instrumentet blev udstillet bag glas, men ingen måtte røre det - ingen måtte spille på det.

I 1872 holdt "Le Messie" flyttedag og fik en tur ud fra Vuillaumes butik, idet instrumentet blev udlånt til en stor udstilling af gamle instrumenter i South Kensington Museum i London.

Den 19. marts 1875 døde den franske bygmester Vuillaume og hans to døtre, Jeanne og Claire arvede hele hans instrumentsamling og værksted.

Endelig i 1877 kom "Le Messie" i hænderne på en violinist, nemlig Vuillaume's svigersøn, den førnævnte Alard gift med Jeanne - det var jo netop Alard, der indirekte havde givet violinen sit fornemme navn - "Le Messie". I virkeligheden købte de to søsterens andel i instrumentet for en pris af 10.000 francs.

Alard har givet spillet lidt på instrumentet, men han værnede om instrumentet.

Den 22. februar 1888 døde Alard - og hans fine violin gik i arv til hans døtre, som den 5. maj 1890 solgte den til det engelske violinfirma "Hill & Sons" i London for hele 2.000 Engelske pund. Det var den højeste pris, der nogensinde var betalt for en violin.

Violinen blev nu solgt videre til en skotsk violinsamler, R. Crawford. Men i 1897 skiftede instrumentet atter bopæl og flyttede til den dengang berømte tenorsanger Ernest Nicolini, som i øvrigt var gift med den lige så berømte sangerinde Adelina Pattis.
Ernest Nicolini var en entusiastisk og ganske kyndig violinsamler og spillede udmærket på violin.

Endelig efter nogle få år hos sangerægteparret, kom "Le Messie" atter i firmaet "Hills & Sons" eje.

I 1939 afgjorde "Hill & Sons", at violinen aldrig måtte forlade England og intrumentet blev i 1940 af Alfred Hill, den sidste af de fire brødre Hill skænket til "The Ashmolean Museum" i Oxford.

• Hans Dalgaard: Møde med Messiasviolinen "Le Messie". Eget forlag, 1970.
  Carl Nordberger: Violinen och dess värld.
  Albert Bonniers Förlag, Stockholm 1961.
• Musikkens Hvem-Hvad-Hvor, Politikens forlag, 1962
• Jan Dagnell & Sverker Sarnell: Bygg din egen fiol. ICA-förlaget, AB, Västerås, 1988.
• Gunnar Sanborn: Akustiskt Fiol Bygge, Bokförlaget Spektra AB, Halmstad, 1983.
• George Buchanan: Making Stringed Instruments, Sterling Publishing, Company, Inc., 1989.